En delegation fra verdens største møbelmesse Salone del Mobile.Milano besøgte endnu en gang København for at præsentere dette års messe, der løber af stabelen d. 8.-13. april. Arrangementet fandt sted i Ambassadens Residens og blandt tilhørerne var danske designere, arkitekter og fagjournalister, der blev orienteret om nyskabelserne i 2025.
Årets messe bringer bl.a. et gensyn med biennalen “Euroluce”, hvis program løber over to dage og indeholder en række rundbordssamtaler, workshops og konferencer med deltagelse af internationale gæster, der vil udforske emner som samspillet mellem lys, arkitektur og personligt velvære.
Præsentationen i København blev anført af Marco Sabetta, generaldirektør for Salone del Mobile.Milano, samt Carlo Urbinati, præsident for Assoluce og Federlegno Arredo, og Marva Griffin Wilshire, grundlægger af initiativet for unge designtalenter Salone Satellite.
Som special guests var lysdesigner Rogier van der Heide og designer og arkitekt Zsuzanna Horvath, der fortalte om deres respektive tilgange til design og lys i en diskussion ledet af Erik Rimmer, chefredaktør for det danske designmagasin ‘BO BEDRE’.