Dette websted bruger tekniske (nødvendige) og analytiske cookies.
Ved at fortsætte med at surfe på dette websted accepterer du brugen af cookies.

Veloverstået fejring af Week of the Italian Cuisine in the World

Den italienske Ambassade har afsluttet fejringen af den 9. udgave af Week of the Italian Cuisine in the World, en festival hvormed det italienske Udenrigsministerium og de diplomatiske repræsentationer i udlandet fejrer og promoverer den italienske fødevare- og vinsektors ypperste produkter.

Med temaet for dette års festivaluge, »Middelhavskost og Cuisine tilbage til rødderne: Sundhed og Tradition«, har man sat fokus på de traditionelle rødder og på sundhed inden for rammerne af en ernæringsrigtig, afbalanceret og bæredygtig tilgang til mad.

 

Programmet blev indledt med lanceringen den 11. november af et italiensk madlavningskursus i fire lektioner på Kulturinstituttet. De resterende lektioner fandt sted de efterfølgende mandage og blev afholdt af forskellige, erfarne kokke, der var klar til at afsløre hemmelighederne bag de traditionelle retter og tage kursisterne med på en rejse i det italienske køkken.

   

   

 

Den officielle åbning fandt sted i Ambassadens Residens d. 18. november med en masterclass i olivenoliesmagning, med fire DOP-olier fra Lazio (Canino, Colline Pontine, Sabina og Tuscia), arrangeret i samarbejde med foreningen “Omnia Tuscia”. Aftenen, som blev indledt af ambassadør Stefania Rosini, inkluderede foredrag ved to eksperter – Henrik Enghusen Poulsen, professor emeritus ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, og Matilda Nordman, postdoc ved Institut for Miljø- og Ressourceteknologi, Danmarks Tekniske Universitet – med fokus på de sundhedsgavnlige virkninger af ekstra jomfruolivenolie. Indlæggene efterfulgtes af en prøvesmagning ved officiel prøvesmager Catherine Vogel, som er uddannet i National Olive Oil Tasters Organisation, samt fremvisning af videoer om dyrkningsområdet og de enkelte producenter.

  

  

 

 

D. 19. november var Residensen vært for en eksklusiv aften »Middag med smagen af Lazio«, igen i samarbejde med Omnia Tuscia, hvor studerende fra Istituto d’Istruzione Superiore Alessandro Farnese di Caprarola tilberedte en typisk menu fra Lazio med regionens fremragende lokale produkter. Gæsterne – erhvervsfolk, branchejournalister, lokale repræsentanter m.fl. – fik også vist film om stederne og korte præsentationer af de særlige Lazio-ruter.

 

 

 

 

Fredag d. 22. november, dannede Residensen rammen om arrangementet ”Lazios raffinementer – smagsprøver på typiske produkter, musik, sange og danse efter de gamle traditioner”, som er resultatet af et samarbejde med renæssancedansekompagniet “Tres Lusores”, samt Cori Kommune og Pro Loco. Før smagningen af typiske Lazio-produkter blev gæsterne underholdt med en forestilling med renæssancemusik og –dans, samt en farverig, akrobatisk opvisning med de berømte fanesvingende virtuoser Sbandieratori del Leone Rampante di Cori. Under arrangementet blev der blive vist kortfilm om forskellige steder i Lepini-bjergene, herunder Cori, dens historiske levn og de omkringliggende landsbyer.

 

 

Lørdag d. 23. november afholdtes en workshop på Den Internationale Skole i Hellerup, hvor elever fra Pro Scuola Komiteen – italienske og danske folkeskolebørn, der modtager italienskundervisning – lærte om tilberedning af traditionelle italienske søde sager efter princippet om »stop spild af mad«, som også er en del af middelhavskosten og dens bæredygtige fodaftryk. Der var også være oplæsninger af ‘Geronimo Stilton’ om madlavning og læring om forskellige italienske regioner.

 

 

Det italienske handelskammer i Danmark – Danitacom – bidrog også aktivt til ugens programmet. I samarbejde med en række italienske restauranter i København, havde Danitacom lanceret en kupon, der gav mulighed for at nyde en særlig menu eller en prosecco-smagning på forskellige steder i løbet af ugen. Torsdag den 21. november afholdt Danitacom desuden et arrangement i Residensen om vin, territorium og turisme med fokus på Regionen Umbrien for at fuldende det eno-gastronomiske panorama.

 

Formålet for Italiens Ambassade i København og alle de involverede aktører var at fejre det italienske køkken som et udtryk for kultur, tradition og sundhed. Middelhavskosten, der er anerkendt for sine fordele i forebyggelsen af sygdomme som fedme, hjerte-kar-sygdomme og diabetes, blev ikke kun præsenteret som en kostmodel, men også som en bæredygtig livsstil. Sammenfletningen af smag, historie og landskaber gav deltagerne en autentisk og engagerende oplevelse.

Gennem billeder og fortællinger blev landskaber, ruter og monumenter promoveret, og sammenhængen mellem de typiske produkter og deres oprindelsesområder blev fremhævet. I lyset af jubilæet i 2025 var der særlig opmærksomhed på Via Francigena og dens etaper i Lazio nord og syd for Rom, som inviterede det danske publikum til at opdage et Italien, der er rigt på traditioner, naturskønhed og kultur.