Dette websted bruger tekniske (nødvendige) og analytiske cookies.
Ved at fortsætte med at surfe på dette websted accepterer du brugen af cookies.

Fejring af Made in Italy Day med smykkekunst i koral og kamé fra Torre del Greco

Res_D

I anledning af den årlige Made in Italy Day satte Den Italienske Ambassade i København, i samarbejde med brancheforeningen Assocoral, fokus på den enestående koral- og kamé produktion fra Torre del Greco i Campania-regionen. At bearbejde, udskære og formgive rå koraller og forvandle dem til smykker af raffineret skønhed er en fascinerende kunst, som håndværkerne i Torre del Greco har forædlet igennem århundreder, hvor de har kombineret tradition og innovation i respekt for bæredygtighedsprincipperne og bevarelsen af det maritime økosystem.

Gennem smykker af røde koraller og kaméer Made in Torre del Greco fik de danske gæster en levende præsentation af de italienske færdigheder, kultur og værdier. Ved dagens første event, på Det Italienske Kulturinstitut, arrangerede delegationen fra instituttet F. Degni di Torre del Greco en live workshop med deltagelse af danske studerende fra NEXT Professional Institute og Det Kongelige Akademis Institut for Produktdesign, som fik mulighed for at lære om de forskellige teknikker og viste nysgerrighed og interesse for at fortsætte oplevelsen. Samtidig indviedes fotografen Carlo Falangas udstilling “L’arte della Tradizione” (Traditionens kunst), som med sine billeder fortæller om håndværkstraditionen i Torre del Greco.

       

Senere på dagen dannede den historiske Ambassadørbolig rammen om et møde mellem nogle af brancheforeningen Assocorals medlemsvirksomheder og over 50 danske operatører. Efterfølgende viste Assocorals præsident Vincenzo Aucella og iværksætterne fra Torre del Greco deres produkter gennem udstillingsstande og showcases til et bredere publikum og fortalte om deres bys kunstneriske tradition, mens delegationen fra Istituto F. Degni atter demonstrerede deres håndværk foran de beundrende gæster.

 

      

Den første Made in Italy Day i Danmark blev afsluttet med et glas prosecco og cocktails tilberedt af italienske restauratører i København.  En festlig afrunding på et hjerteligt og entusiastisk møde, som ifølge de deltagende virksomheder lover godt for opfølgninger i den nærmeste fremtid og stadig tættere bilaterale relationer.